Alle nordiske lande har tæt kontakt til havet, og det er derfor ikke noget under, at nogle af de bedste nordiske råvarer til maden er fisk og skaldyr, som fiskes året rundt, og som både spises i landene selv, samt eksporteres til hele verden.
Norden omfatter ud over Danmark og de skandinaviske lande Norge, Finland og Sverige også Island, Færøerne og Grønland, så det er klart, at udbuddet af fisk og skaldyr er enormt. Området omfatter trods alt hele det nordlige Atlanterhav og store dele af Polarhavet. Fisk og skaldyr spiller generelt en vigtig rolle i det nye nordiske køkken, som er blevet berømt i hele den kulinariske verden, og som er blevet omtalt i alle medier fra de lokale aviser til internationale medier som BBC og New York Times.
Kolde vande giver god kvalitet
Det kendetegner havene omkring de nordiske lande, at de er relativt kolde. Det giver en god kvalitet, fordi fisk og skaldyr vokser langsomt i det kolde vand, og derfor når at opsamle masser af smag og en god struktur i kødet. Der er mange fisk i vandene. Det er derfor med god grund, at eksempelvis Norge og Island gennem århundreder har forsynet hele Sydeuropa med tørret torsk, som kunne transporteres uden at gå til, og som blev spist i fastetiden i de katolske lande. Saltet sild fra de nordiske lande er en vigtig råvare, som også i dag spiller en stor rolle, når den blandt andet forarbejdes til marinerede sild af forskellig art.
Rejer og skaldyr fra Grønland eksporteres til hele verden, og denne råvare er en vigtig del af den grønlandske økonomi.